Interview ved stativ eller på gåben: to måder at tage imod svar på

To måder at gribe interviewet an

Når du skal ud og interviewe en person, støder du hurtigt på et valg, som mange begyndere ikke ved, at de træffer. Enten stiller du kameraet på stativ, sætter dig overfor den, du taler med, og lader samtalen køre. Eller du går ved siden af personen, filmer håndholdt og lader stedet være en del af svaret.

Jeg har klippet begge slags i mange år, og de ender som meget forskellige reportager. Den opstillede form giver ro, klar lyd og et billede, der ligger stille nok til, at seeren lytter. Den gående form giver bevægelse og nærvær, men stiller større krav til både dig og din kameraføring.

I denne artikel sætter jeg de to op mod hinanden ud fra det, vi arbejder med på kurset: forberedelse af spørgsmål, valg af sted og din måde at lede samtalen på. Til sidst lander jeg på en anbefaling til dig, der er ny i faget og vil have svar, der kan bruges i klippet.

Det opstillede interview med stativ

Ved det opstillede interview vælger du et sted, hvor lyden er til at styre, og hvor lyset er nogenlunde ens hele samtalen. Kameraet står fast i øjenhøjde, og den, du taler med, kan glemme det efter få minutter. Det er den store styrke: personen slapper af, og svarene bliver ofte længere og mere ærlige.

For dig som underviser i redigering er det også den form, der gør mit arbejde nemmest. Fast billede og jævn lyd betyder, at jeg kan klippe i et svar uden at billedet hopper. Du kan lægge B-roll hen over det, du vil skjule, uden at fortællingen mister rytmen.

Til gengæld kræver formen, at du har tid til at stille op og tjekke lyd. Det kan føles stift, hvis du kun har ti minutter med en travl person. Og stedet skal vælges med omhu, for en baggrund, der står uskarpt i tre minutter, bliver på skærmen til en lang tavs kulisse.

• Ro i billedet og stabil lyd
• Lettere at klippe og lægge B-roll hen over
• Kræver tid til opstilling og lydtjek
• Kan virke stift, hvis tiden er knap

Det gående interview håndholdt

Det gående interview bruger stedet som fortæller. Du går sammen med personen gennem en gade, en værkstedshal eller en mark og stiller spørgsmål undervejs. Billedet lever, og seeren får en fornemmelse af, hvor historien foregår, uden at du behøver forklare det i speak.

Prisen er, at alt skal fungere samtidig. Du skal føre kameraet roligt, holde afstanden, lytte efter svaret og huske dit næste spørgsmål. Lyden er det svageste led: vind, fodtrin og trafik æder hurtigt det, personen siger, og en mikrofon tæt på munden er næsten et krav.

Jeg har set mange begynderoptagelser, hvor idéen var god, men halvdelen af svarene var ubrugelige på grund af støj. Det er ikke en fejl i formen, men et tegn på, at den kræver mere øvelse, før den bærer en hel reportage.

Hvad forberedelsen betyder for begge

Uanset hvilken form du vælger, afgør forberedelsen, om svarene bliver klare. Skriv få åbne spørgsmål, der kan besvares med en hel sætning, og undgå dem, der kan afgøres med ja eller nej. Tænk over, hvilket svar du faktisk skal bruge i klippet, og spørg derefter.

Besøg gerne stedet først, hvis du kan. Se, hvor lyset falder, hvor der er støj, og hvor personen kan stå eller gå uden at blive forstyrret. Et kvarters rekognoscering sparer ofte en time i klipperummet.

Aftal også med personen, hvad samtalen skal bruges til, og hvor længe den varer. Det skaber tillid og gør svarene mere åbne. Dette gælder både ved stativet og på gåben, og det er den del af håndværket, de fleste undervurderer, før de selv har siddet med et ubrugeligt optag.

• Få åbne spørgsmål frem for mange lukkede
• Besøg stedet før optagelsen
• Fortæl personen, hvad optagelsen skal bruges til

Sådan vejer de to op mod hinanden

Sæt dem side om side, og billedet bliver tydeligt. Den opstillede form vinder på lyd, ro og fleksibilitet i klipperummet. Den gående form vinder på sted, tempo og følelsen af at være med. Ingen af dem er bedre i sig selv, men de passer til forskellige historier og forskellige niveauer af erfaring.

Hvis din historie handler om, hvad en person mener eller har oplevet, er stativet som regel det bedste valg. Hvis den handler om et sted eller en proces, hvor det visuelle bærer fortællingen, kan det gående interview give noget, som en stillestående samtale ikke kan.

Et godt kompromis er at optage kernen af samtalen ved stativet og supplere med korte gående passager, som du kan bruge som mellemklip. Så får du både klare svar og bevægelse, uden at gøre dig afhængig af, at alt går godt på én gang.

Min anbefaling til dig som begynder

Start med det opstillede interview. Det lader dig øve de ting, der er sværest at rette bagefter: spørgsmålene, din måde at lytte på og lydoptagelsen. Når de tre sidder, er det langt lettere at tage kameraet i hånden og gå med.

Når du har lavet et par opstillede interviews, kan du prøve en kort gående passage som tillæg. Brug en mikrofon tæt på personen, vælg en rolig strækning uden megen trafik, og hold dig til to eller tre spørgsmål. Se optagelsen igennem, før du tager næste skridt.

På kurset arbejder vi netop sådan: først fast opstilling, derefter gradvis mere bevægelse. Det er ikke den hurtigste vej, men den giver dig svar, du faktisk kan klippe med, og en tryghed, der holder, når du står i en situation, du ikke har kunnet planlægge.