Fra tolv timers råmateriale til en reportage på tre minutter

Camilla kom med et fuldt drev og ingen plan

Camilla startede på forløbet i begyndelsen af efteråret. Hun havde filmet en lokal bådebygger over tre dage, og da hun mødte op til redigeringsundervisningen, havde hun næsten tolv timers råmateriale liggende på et eksternt drev. Interviewet fyldte det meste, resten var havneoptagelser, værkstedsdetaljer og lidt rystet håndholdt film fra gåture mellem skurene.

Hendes første spørgsmål til mig var, hvor man begynder, når man har for meget. Jeg svarede, at man ikke begynder i tidslinjen. Man begynder med at beslutte, hvad reportagen skal sige, og kunne den ikke formuleres i to sætninger, var materialet ikke klar til at blive klippet endnu.

Det lyder strengt, men det sparer timer. Mange begyndere trækker alt ind i klippeprogrammet og håber, at historien viser sig af sig selv. Det gør den sjældent. Camilla indså hurtigt, at hendes tre dage i felten havde givet hende gode scener, men ingen klar vinkel.

Sortering før klipning

Vi brugte den første undervisningsgang på at gennemse materialet uden at klippe en eneste gang. Camilla lyttede interviewet igennem med en notesblok og skrev tidskoder ved de sætninger, der sagde noget konkret: hvordan bådebyggeren vælger træ, hvorfor han stadig bruger håndhøvl, og hvad der sker, når et skrog er færdigt og skal ud af værkstedet.

Det var en træg opgave, og hun sukkede flere gange. Men da hun var færdig, havde hun tolv markerede citater ud af næsten to timers interview. Resten var gode svar, men ikke nødvendige for en reportage på få minutter.

Derefter gennemså hun billedmaterialet på samme måde og mærkede klip efter funktion: åbningsbillede, detalje, bevægelse, afslutning. Hun opdagede, at hun havde mange gode detaljer og kun ét ordentligt totalbillede af værkstedet. Den slags mangler skal man vide om, før man sidder midt i klipningen.

• Hør hele interviewet igennem én gang uden at røre ved tidslinjen
• Notér tidskoder ved de svar, der siger noget konkret
• Mærk billeder efter funktion, ikke efter hvor pæne de er
• Skriv ned, hvilke billeder der mangler, før du går i gang

Speaken skrives først, billederne følger

Camillas næste skridt var at skrive en speak på cirka tre hundrede ord. Vi talte om, at speaken ikke skal gentage, hvad man ser, men binde citaterne sammen og give seeren den viden, interviewet ikke selv leverer. Hvis bådebyggeren siger, at han har arbejdet i værkstedet i mange år, behøver speaken ikke sige det igen.

Hendes første udkast var for pyntet. Sætningerne var lange og lignede en skoleopgave. Vi læste dem højt sammen, og hun hørte selv, hvor det knækkede. Hun strøg adjektiver, delte sætninger og endte med korte, jævne linjer, som lød som en person, der fortæller, hvad hun har set.

Først da optog hun speaken med en enkel mikrofon i et stille rum. Hun lagde den ind på tidslinjen som et skelet og lod citaterne og billederne fylde ud omkring den. Rækkefølgen virker omvendt for mange, men den giver en fast struktur, som billederne kan hænge på.

Det tog fire klip at finde åbningen

Åbningen voldte mest besvær. Camilla ville starte med et bredt havnebillede, fordi det var smukt. Men når man lagde det op mod den færdige speak, fortalte det ikke seeren, hvad reportagen handlede om. Vi prøvede en detalje af en høvl, der trækker en krølle af en planke, og så ændrede stemningen sig med det samme.

Hun klippede fire versioner af de første tyve sekunder og viste dem til en medstuderende uden forklaring. Spørgsmålet var kun: hvad tror du, den her handler om? Den version, hvor høvlen kom først, fik det rigtige svar. Det er en enkel test, jeg anbefaler til alle, der er usikre.

Et godt klip har ofte en grund, man kan sige højt. Hvis den eneste begrundelse er, at billedet er flot, bør man spørge sig selv, om det hører til i den korte version. Camilla lærte at lægge de flotte, men uvæsentlige optagelser til side og beholde dem til en anden gang.

Lydmix på en enkel måde

Da billederne sad, tog vi fat på lyden, og her lærte Camilla noget, hun ikke havde regnet med. Interviewet var optaget i et værksted med en svag brummen fra en ventilator, og niveauet svingede mellem de tre dage. Hun havde svært ved at høre forskellen, før vi satte hovedtelefoner på og lyttede til to klip lige efter hinanden.

Vi jævnede stemmerne ud, så citaterne lød nogenlunde ens, og lagde atmosfærelyd fra værkstedet svagt under speaken. Musik valgte hun fra, fordi lyden af håndværk gjorde arbejdet bedre. Det er et valg, jeg gerne ser, når materialet bærer sig selv.

Til sidst lyttede hun reportagen igennem på almindelige computerhøjttalere og på telefonen. Hvis stemmen er tydelig begge steder, er mixet godt nok til en kort reportage. Perfekt lyd kræver andet udstyr og mere erfaring, men tydelig lyd kan alle nå med tålmodighed.

• Hør mixet på mindst to forskellige afspilningsenheder
• Læg atmosfærelyd lavt under speaken, ikke oven på den
• Jævn niveauerne mellem klip optaget på forskellige dage

Det færdige resultat og hvad hun tog med

Camillas reportage endte på lidt over tre minutter. Der var tolv citater i udgangspunktet, og syv af dem blev i den færdige version. Hun sagde bagefter, at det sværeste havde været at skære de gode ting væk, ikke at klippe de dårlige. Det er en erfaring, de fleste gør, og den kommer først, når man selv har prøvet det.

Hun skrev også en kort tjekliste til sig selv, som hun hæftede på skærmen: vinkel i to sætninger, speak først, åbningen testet på en anden, lyd tjekket på to enheder. Listen er hendes egen, og den afspejler, hvor hun selv snublede undervejs.

Jeg følger ikke de studerende efter forløbet, men jeg ved, at hun fortsatte med at klippe små portrætter af folk i sin by. Det er den bedste udvikling, jeg kan ønske mig: at man bliver ved med at øve, når kurset er slut.